
Mit navn er Gitte Stoltenberg og jeg brænder for at sætte billeder, farver og mønstre på væggene, på de ting vi omgiver og med og på vores tøj. Inspirationen til mine motiver og mønstre kommer mange steder fra. Ofte fra min tætte nærhed, men omformet og sat i andre sammenhænge, så der dannes nye historier og symbolikker. Historierne må gerne være humoristiske, men ofte er der også en snert af noget mørkt og dystert.
Jeg er optaget af det menneskelige i dyrene og det dyriske i os mennesker, hvorfor der ofte er dyr i mine billeder, som sig selv, som andre dyr og som morfede skabninger.

Mine vigtigste inspirationskilder er tegneserier, grafittikunst, “low brow art” og surrealisme. Se nogle links til nogle af de magasiner, der inspirerer mig mest og kunstnere jeg beundrer nedenfor.
Jeg har tegnet og malet siden jeg kunne holde et farvekridt (Filia farver, hed de dengang i 70’erne)
Da jeg var ung, havde jeg en drøm om at blive fuldtidskunstner. I den forbindelse gik jeg bla. på Glyptotekets tegneskole og St. Martins School of Art i London. Men et sted undervejs opdagede jeg computergrafik og dermed også computere – jeg blev fascineret.
Det var i 1995 og Windows 95 blev lanceret , i de uger hvor jeg var i gang med at lære at bruge Photoshop. Med Win 95 tog verden det store skridt ind i cyberspace, og internettet blev enhver kvindes eje. Jeg hoppede fra min kunstdrøm og startede på RUC hvor jeg læste datalogi og kommunikation.
Siden har jeg arbejdet i IT-branchen som IT-projektleder på mange typer IT-projekter. Det har altid været en god hjælp at kunne visualisere ved at tegne. Især at kunne visualisere komplekse systemer, Grafisk facilitering, har været til uvurderlig hjælp i mit arbejde som IT-projektleder.

Helt for min egen skyld, har jeg hele tiden arbejdet videre med maleri, tegning og grafik, i mit eget univers, når jeg har fri. Måske er det på tide at byde andre velkommen inden for.
Teknikker. Jeg bruger flere forskellige medier og teknikker. Langt de fleste af mine grafiske prints, er udarbejdet på computer, men ind imellem arbejder jeg også med blyanter eller gouache på papir eller akryl på lærred. Nogle af disse ting overføres til computeren og viderebearbejdes til gengivelse som print.

Se mere nedenfor om mine foretrukne værktøjer.
Alle mine kunsttryk er printet som Gicleé på fine art papir, for at få den bedst mulige kvalitet. Mere om print her under.
Jeg har tidligere fået mine prints trykt ude i byen og hos forskellige online trykkerier. Men jeg synes altid farverne, eller kvaliteten har overrasket, når jeg har fået printet tilbage. Ikke fordi, de var dårlige trykkerier, men den farve man ser på skærmen, er ikke altid den samme, som dét der kommer frem på printet. Papirkvaliteten varierer også meget, ligeså gør farvegengivelsen og følelsen når man har papiret i hænderne, er forskellig fra papirtype til papirtype. Jeg vil gerne have kontrol over hele processen, løbende lave prøvetryk på den printer jeg bruger, på præcist det papir jeg ønsker for, at få netop de farver og den kvalitet, jeg synes passer til mit motiv. Derfor har jeg anskaffet en Canon ImagePrograf 1000, som er en af de bedste printere på markedet til digital print.
Canon ImagePrograf 1000 printer med 11 Lucia Pro pigmentfarver og har desuden “Chroma Optimizer”. Farverne er mere farveintensive, har et langt større farvespekrum reflekterer lyset ensartet. Farverne er lysægte og falmer ikke.
Se mere om printer og blæk på Canons hjemmeside
Papiret jeg bruger er Hahnemühle’s Digital FineArt Papir, der bliver regnet som noget af verdens bedste til digital print.
Hahnemühle Fine Art papir er syrefrit og med meget lavt eller helt uden OBA indhold. Print på Fine Art papir med Lucia Pro blæk og korrekt opbevaring og montering, kan værkerne holde over 100 år.
Inspirationskilder og forbilleder (et lillebitte udvalg)